Kære DSU Lyngby/Gentofte, 24/12/2009
Først og fremmest glædelig jul og godt nytår. Vi kan I dag med god samvittighed gå på juleferie. For vi har i året der er gået, opnået rigtig mange resultater.
For det første vandt vi et fantastisk kommunalvalg ved at vores kandidat Andreas Høj kom i kommunalbestyrelsen. Stort tillykke til ham og alle os, som var med til den fantastiske valgkamp.
For det andet, har vi fået en bestyrelse og en aktiv kerne, som virkelig vil kunne udrette meget i det kommende år. Og det er en utrolig vigtig ting for at have en velfungerende afdeling.
For det tredje er vores medlemstal steget markant, hvilket jeg tror er et resultat af vores meget synlige profil, ikke mindst i valgkampen.
Nå, men år 2009 har jo, til manges overraskelse og skuffelse været mere end DSU Lyngby/Gentofte. År 2009 var året hvor Danmark fik ny statsminister i form af Lars Løkke Rasmussen (V). VI DSU’ERE HAR ET ANSVAR FOR AT FÅ FJERNET HAM !
Lille Lars fra Græsted er ekstremliberalist, som på alle områder har vist, at han ikke er en mand for Danmark. I hans tid som sundhedsminister prøvede han på alle områder at favoriserer privathospitalerne og gøre det ellers så lige danske sundhedssystem skævt.
I hans tid som finansminister lavede han en rødvinsreform, som gjorde de rige rigere og de fattige fattigere.
År 2009 blev også året hvor planeten ikke fik den nødvendige klimaaftale. Hvad enten det skyldes den amatøragtige håndtering fra det danske formandskab, eller USA og Kinas manglende handlekraft er meget uvist, men aftalen fik vi ikke !
Året 2009 var også året hvor finanskrisen for alvor fik fat i det danske samfund. Mange har mistet deres arbejde og vi ser en regering, som ikke gør noget som helst. Vi har virkelig set den deroute som de uansvarlige banker har fået os ud på. Derfor blev år 2009 også året, hvor vi efter mange års økonomisk optur, fik den store nedtur.
Men det er jo ikke kun kapitlet år 2009, som vi nu afslutter. Nej, det er jo også alle 00’ årene.
Og hvad er der så sket i disse ti år i dansk politik ?
Ja i dansk politik må det korte svar være Pia Kjærsgaard. Hun har virkelig vundet indpas i dansk politik og har i dag en utålelig stor magt. Hun har virkelig fået frygten op i danskerne og det er denne frygt hun i dag skummer fløden af. Hun har fået en stor opbakning især fra gamle socialdemokratiske vælgere. Og Pia Kjærsgaard har ved flere lejligheder sagt ” En rigtig Socialdemokrat, stemmer på Dansk Folkeparti.” Men kære Pia, der må jeg skuffe dig, FOR DET ER FORKERT. En rigtig Socialdemokrat ville aldrig være med til at stemme JA til en så skæv skattereform og ville slet ikke være med til at lave et sundhedssystem som opdeler danskerne i A og B hold.
Men fat mod, kammerater, den seneste meningsmåling viser at danskerne vil have Helle Thorning som statsminister. Så der er lys forude. Og vi kan i dag se, at der virkelig er et alternativ til VKO regeringen.
Så som I nok kan læse er der nok at tage fat på, så I må nyde jeres juleferie ☺
VI HAR ET ANSVAR !
Jeg glæder mig til et nyt år sammen jer.
På vegne af bestyrelsen.
August Becker
Afdelingsleder DSU Lyngby/Gentofte
Tlf:29659003
www.dsulyngby.dk
fredag den 25. december 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar